KMCnyt
KMC-kartoffel-bikertur d. 10. juni 2022
10.05.2022
Så skal vi snart på vores årlige bikertur – som vi har kørt 18 år i træk. Tiderne er blot omtrentlige:
- Kl. 14.00 Vi mødes fredag d. 10.06.22 kl. 14.00 hos KMC (hovedkontoret), Herningvej 60, 7330 Brande (parkeringspladsen foran indgangen).
- Kl. 14.45 Efter en kop kaffe kører vi sammen til KMC’s Rensningsanlæg på Mylius-Erichsensvej, Brande. KMC har et stort og moderne rensningsanlæg med en kapacitet, som er større end hele Brandes kommunale fælles anlæg. Det er nok de færreste, som dagligt tænker over vigtigheden af et velfungerende anlæg for at holde produktionen kørende, men Flemming og Leif vil give os et indblik i driften og vise rundt på anlægget – og måske fortælle om et projekt, som kan omdanne vores spildevand til bioplast…
- Kl. 15.30 Turen går videre til Søby Brunkulslejer, hvor vi hører om brunkullets store betydning for området og får lidt historier fra en svunden tid. I dag et rekreativt område med tydelige beviser på fortidens aktivitet. Vi finder en god udsigtspost med et godt overblik over området.
- Kl. 16.45 Vi fortsætter ad kønne ruter over Vrads/Bryrup, og hvis tiden tillader, gør vi stop undervejs og får en forfriskning.
- Kl. 17.45 Ruten går mod Vestbirk - og forhåbentlig til det historiske gods Urup Hovedgård. Godset stammer helt tilbage fra 1500-tallet og var engang ejet af den berømte søhelt Peder Skram. I dag ejes godset af Dan og Annemette Brockdorff, og er vi heldige, vil en af dem fortælle os noget om godsets lange historie.
- Kl. 18.15 Vi forlader Urup og kører videre mod Vestbirk.
Vil du overnatte, kan du slutte turen hos Vestbirk Camping, Møllehøjvej 4, 8752 Østbirk, hvor der er reserveret sovepladser (sengelinned medbringes eller lejes) – og ellers kører du til Møllehøjvej 8, 8752 Østbirk, hvor Jesper & Winie lægger hus til vores fællesspisning.
Der bliver sørget for både mad og drikkevarer hos Jesper & Winie ca. kl. 18.30 mod en beskeden betaling.
Har du ikke mulighed for at deltage fra køreturens begyndelse, kan du komme til spisning om aftenen.
Husk, at turen er for alle med en vis tilknytning til KMC eller stivelsesindustrien - bare de har interesse for motorcykler og hyggeligt samvær.
Tilmelding snarest på mail til Axel på ab@kmc.dk, eller ring tlf. 4064 8817 – og husk at oplyse, om du overnatter.
Så husk ”X ” i kalenderen ved den 10. juni 2022, det bliver hyggeligt.
Svarfrist: fredag d. 3. juni, 2022