KMCnyt

KMC’s generalforsamling: Alting flaskede sig

20.11.2017

”Alting flaskede sig, og tingene gik op i en højere enhed!” 
Således opsummerede KMC’s formand Peter C. Petersen indsatsen i det forgangne år, da han på virksomhedens generalforsamling den 17.11.2017 præsenterede det seneste års regnskab.

Og der var meget at glæde sig over. Omsætningen steg med hele 25% fra 1,19 mia. kr. til 1.48 mia. kr. Endnu mere positivt var det, at bundlinjen fulgte med. Virksomhedens resultat steg således fra 110,6 mio. kr. til 134,9 mio. kr.

Den store fremgang skete på baggrund af rekordproduktioner inden for alle produktområder. Det gælder produktionen af stivelse, pulverprodukter samt proteiner og fibre. Gunstige markedsforhold og en stærk USD betød, at virksomheden var i stand til at afsætte stort set hele denne produktion. Den høje produktion og deraf gode kapacitetsudnyttelse samt en god omkostnings-styring førte til en god produktionsøkonomi og bidrog til det ekstraordinært flotte resultat.

Formanden kunne ligeledes konstatere, at væksten var bredt funderet på tværs af produkter og markeder. ”De opnåede resultater er kommet lidt bag på os og har overgået vore egne forventninger!”, lød det ærligt fra formanden.

Væksten overgik dermed KMC’s egen vækstplan, som baserer sig på en tosidet fokus: en øget afsætning af volumenbaserede commodity produkter samt værdibaserede ingrediensløsninger.

KMC opererer i markedssegmentet for plantebaserede råvarer, der tiltrækker flere og flere forbrugere primært i den vestlige verden. Samtidig efterspørger en stigende middelklasse i Asien kvalitetsfødevarer, som matcher KMC’s produktudbud.

Derfor ser KMC også fremadrettet positivt på udviklingen, om end i et mere moderat tempo end det seneste år. Vækstplanen bakkes op af markante investeringer i KMC’s værdikæde. Det drejer sig om en modernisering og udvidelse af produktionsapparatet samt fortsatte investeringer i produktudvikling og styrkelse af medarbejderkompetencer.

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK