KMCnyt

Nicolai Hansen stopper som CEO næste sommer

16.11.2018

Efter 9 spændende og udviklende år i KMC har jeg besluttet at forlade jobbet som CEO ved udgangen af juni måned 2019.
Da jeg i samme måned fylder 62, har jeg et ønske om at tilrettelægge min tilværelse på en anden måde.
Timingen for mit farvel, mener jeg, giver god mening. Virksomheden befinder sig i en positiv udvikling med et fortsat højt vækst- og indtjeningspotentiale. Og min udmelding nu om at stoppe giver god mulighed for at indlede en proces med at finde en velkvalificeret efterfølger. Jeg har lovet bestyrelsen at stå til rådighed med støtte og vejledning i denne proces.
Jeg forlader en virksomhed i topform. Da jeg i 2010 overtog ansvaret for virksomheden, var udsigterne anderledes mørke og dystre. Dengang stod KMC i en usikker situation, hvor den forestående EU afkobling betød, at virksomheden fra 2012 ville miste 88 mio. kr. i årligt tilskud. Hele branchen så sig selv placeret på en brændende platform, og fremtidsscenarierne tegnedes blodrøde.
Helt så galt gik det jo ikke. De blodrøde scenarier udeblev. Takket være vores 88/15-strategiplan, hvis hovedfokus var at skabe et øget indtjeningsgrundlag gennem udvikling af flere højværdiprodukter, blev opgaven løst.
Fra et indledende 0-vækst scenarie har KMC sidenhen udviklet sig til en mere og mere positiv væksthistorie. Siden 2010 er råvareproduktionen, omsætningen og avlerens afregningspris mere end fordoblet. Med andre ord; de kartoffelbaserede ingredienser er blevet en rigtig god forretning for de jyske kartoffelavlere.
Jeg betragter derfor mit arbejde hos KMC som mere end godkendt og føler med god grund at kunne sige: Mission completed!
Ud over den gunstige økonomiske udvikling er jeg stolt over at have ledet en organisation med en stærk virksomhedskultur og sunde, jyske værdier. KMC er en god arbejdsplads, og når vi siger, at ”KMC er et godt sted at være”, er det ikke tomme ord.
Gunstig medvind fra markedet har utvivlsomt gjort opgaven lettere. KMC har hele tiden været begunstiget af at ligge “spot on” med hensyn til flere af tidens store forbrugertendenser. Det gælder for centrale temaer som værdiskabelse gennem forskning, udvikling og innovation, tendensen mod flere plantebaserede fødevareløsninger, udviklingen i den globale middelklasse, cirkulær økonomi og bæredygtighed.
Uden et godt købmandskab i et åbent og tæt samarbejde med bestyrelse, medarbejdere, ejerfabrikker, virksomhedens andelshavere samt kunder og eksterne samarbejdspartnere, havde KMC ikke nået så fornemme resultater. Det har været en fornøjelse og et stort privilegium at varetage denne opgave.Derfor en stor tak til alle.
Hvad så nu? Hvad skal jeg beskæftige mig med fremover?
Trods min “voksne” alder har jeg ikke tænkt mig at gå på pension endnu. Jeg ønsker også fremadrettet at bidrage med min viden og erfaring til at styrke den danske fødevareklynge, som allerede i dag er i international klasse. Potentialet for at tage springet i den absolutte topklasse er til stede.
Vejen dertil skal ske gennem et øget samarbejde på tværs mellem virksomheder, videns institutioner og offentlige myndigheder og gerne med inddragelse af internationale samarbejdspartnere. Gennem min karriere har jeg opbygget stærke netværk på alle områder, og derfor kan jeg bidrage som bestyrelsesmedlem, brobygger eller særlig rådgiver/advisor.

Personligt log ind

Indtast dit personlige brugernavn og adgangskode for at få adgang til beskyttede nyheder og meddelelser
Log ind
Glemt brugernavn eller adgangskode?
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Denne information deles med tredjepart.
Læs mere om cookies

LUK